2015 - MED EGNE ORD

Lindhardt & Ringhof har lovet, at ens gamle bøger vil blive udgivet som e-bøger senest 6 måneder efter man har underskrevet kontrakten. Nu er det så ½ år efter de fik ret til at udgive "Blodhævn", og jeg har ikke hørt noget fra dem. Og så finder jeg e-bogsudgaven til salg på Saxo.dk. Det viser sig så i øvrigt, at den er udgivet på et af L & R´s under-forlag: Carlsen. Da jeg brokker mig, modtager jeg en venlig undskyldning. Hm!

Ikke desto mindre kan den nu erhverves for cirka 60 kr på nettet.

Jeg er ikke spor vild med den ny "forside", som ses herunder. Men det er jo indholdet, der tæller, ikke sandt? God læselyst.

Titelblad til Blodhævns e-udgave.

Da jeg var på Lolland for at følge i Anne Andersdatters fodspor var der desværre aflåst i kirken i Gloslunde. På nettet kunne jeg se, at man i sin tid havde optegnet de ti bud på altertavlen. Så kunne de lære det! Præsten, der konfirmerede Anne hed Seidelin, og ham ville jeg gerne vide lidt mere om. Jeg spurgte mig for hos den nuværende sognepræst Henrik Gade Jensen, som har sendt mig en venlig mail med en del oplysninger. Venlig mand!

Gloslunde på Lolland, til venstre præstegården og yderst til højre en bid af kirkegårdsmuren. I dammen derimellem lader jeg Annes første kærlighed drukne sig.

Den store kirkegård på Nørrebro i København er nu om dage mere eller mindre omdannet til en park, et grønt område, hvor byboerne kan hygge sig - eller krydse igennem på cykel.

I et hjørne ud mod Nørrebrogade ligger en lille enklave med bevarede gravsteder. Her findes blandt andet Søren Kierkegaards - og andre længst afdøde notabiliteter. Heriblandt har man bevaret Carl Ottos og hans kones gravsted. I

I min roman "Det smukke kranie fra Købmagergade" lader jeg Carl Otto designe og bestille gravmonumentet et halvt års tid efter hans kones død. I dag var vi inde og se stedet. Gad vide, i hvor høj grad manden selv var bestemmende for gravstenens udformning? Under alle omstændigheder kom den til at se således ud:

Carl og Anna Ottos gravmæle på Assistens kirkegård. Symbolerne øverst stammer fra frimurernes heraldik.

Når jeg nu ikke har mere personlige kilder om Anne Andersdatter, har jeg valgt at tage en tur i hendes fodspor, så at sige. Under en høj, blå efterårshimmel tog min Karen og jeg derfor en tur til Lolland, hvor Anne fødtes og voksede op.

Vi besøgte de landsbyer, hun havde levet i, men der var - som jeg vel egentlig havde forventet - ingen spor af hende. Sådan er det vel med denne verdens fattige: de lever og dør og efterlader sig kun ganske få spor.

Og så er Anne jo netop karakteristisk for den del af de fattige, der kom på kant med loven. Om dem findes der optegnelser i arkiverne, om end ikke for det gode. Og Anne var jo i det meste af sit voksne liv kriminel på den ene eller den anden måde.

Jeg dyrkede hendes historie ganske grundigt i 1989, da jeg skrev egnsspillet "Historien om Anne", men fortællingen om hende må berettes helt anderledes, når den ikke bliver fortalt af levende skuespillere, men af små sorte bogstaver.

Indtrykkene af en lang dags tur Lolland rundt manifesterer sig i det næsten uendelige flade landskab, kirkerne i Landet og Gloslunde, samt Gloslunde præstegård og dammen mellem den og kirkegården.

Landet kirke, hvor Anne Andersdatter blev døbt.

Gloslunde kirke, hvor hun blev konfirmeret.

I en måned har jeg været begravet i videnskabelige artikler og gamle bøger. De er næsten allesammen skaffet til veje via bibliotek.dk, som jeg ikke kan anbefale nok.

Jeg har ikke mindst lært min ene hovedperson - Carl Otto - at kende. Han var en meget ivrig forfatter af såvel autobiografiske som såkaldt videnskabelige værker. Det er krævende læsning både på grund af indholdet og på grund af hans meget omstændelige sprog. Og så får man til gengæld for ens kamp med de "krøllede" bogstaver en utrolig indsigt i mandens fixe ide: frenologien. Han troede, nej han vidste - videnskabeligt set - at man kunne aflæse en persons evner og karakteregenskaber ved at undersøge forhøjninger og fordybninger i vedkommendes hovedskal! Og hvordan man gør det, bliver detaljeret beskrevet i hans hovedværk (undskyld!) fra 1825 "Phrænologien eller Galls og Spurzheims Hjerne- og Organlære i fuldstændig Oversigt og i sine senere Fremskridt med Bidrag til dens nøiere Kundskab og Stadfæstelse" 408 sider, værsgo at læs!

Der står stadig en del research tilbage, men nu skal der skrives.

Det skal ganske vist ende med at blive en roman, altså fiktion, men jeg vil bestræbe mig på at være historisk korrekt, hvor det er muligt.

Det bliver skønt at komme i gang.

PS: Gid jeg i øvrigt havde mere personligt materiale om min anden hovedperson, Anne Andersdatter. Bare et lille billede.

En ældre udgave af Carl Otto med alle hans hæderstegn fra frimurerordenen.

En plan er kommet til mig. Mine erindringsbøger har givet mig blod på tanden, og resultatet er så ok, at jeg måske igen skal til at skrive for en større kreds.

Jeg har haft en ide liggende i skuffen i mange år: Min daværende redaktør på Høst & Søn Nils Bjervig foreslog mig at lave teaterstykket "Historien om Anne" om til en roman - måske for børn og unge. Dengang i 1989 kunne jeg ikke rigtig se det for mig; springet fra levende mennesker på scenen til sorte tegn på papiret virkede for stort. Jeg genså en gammel og teknisk set katastrofal videooptagelse af forestillingen. Hm, joh, måske? Men jeg manglede en fortællerstemme! Den sølle fordrukne og løgnagtige bondekone - Anne Andersdatter - ville ikke være i stand til at fortælle sin egen ulykkelige historie. Hvem skulle så? Hun endte jo sine dage i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn, og måske var der en præst eller en læge tilknyttet, som kunne lægge en troværdig fortællerstemme til beretningen? Jeg gik i gang med at undersøge, og ved et lykketræf møder jeg Carl Otto, som er læge på straffeanstalten, mens Anne Andersdatter frekventerer stedet. Det viser sig, at han er den helt rette til at forælle. Han var ikke bare læge, men også medicinsk professor ved Københavns Universitet og en ivrig udgiver af populærvidenskabelig litteratur i årene fra 1825 til sin død i 1889. Han er desuden den i særklasse kendteste forkæmper for frenologien, også kaldet kraniologien, som hævdede at man kunne udsige noget meningsfuldt om et menneskes evner, tilbøjeligheder og karakter ved at måle hjernens og kraniets dimensioner! Men først og fremmest var han altså Anne Andersdatters læge ved hendes fire indlæggelser på anstaltens sygeafdeling, hvor hun også døde i 1826.

I mødet mellem den ekcentriske professor og den enfoldige bondekone ser jeg tegningen til en anderledes og spændende historisk roman. Og her begynder et flere måneders lang reseach, som ganske, ganske langsom tager for til manuskriptet om "Det smukke kranie fra Købmagergade".

Mit tredje erindingsbind er nu færdigt. Jeg har denne gang fået det lavet på et trykkeri, der hedder Online Printing Service. Selv om adressen og siden er dansk, ligger foretagendet ikke desto mindre i Bayern. De kan varmt anbefales: Det er billigere end i Danmark, og det er virkelig fint arbejde, de laver.

Tredje bind af mine barndomserindringer går fra sommeren 1966, hvor jeg startede i gymnasiet og beskæftiger sig med de tre næste, meget personlighedsdannende år.

Dette tredje erindringsbind bliver nok det sidste foreløbig. Jeg går nu i gang med et skriveprojekt, som jeg håber at få udgivet på det almindelige bogmarked.

Student, 1969

Dette bind blev endnu tykkere end mine første erindringer: 151 sider. De omhandler min tid fra januar 1958 til sommeren 1966, hvor min familie flyttede, og for disse år er min egen erindring jo meget bedre end i bind 1.

Jeg må sige, at denne proces er endog meget berigende. Jeg genoplever episoder med stor intensitet - nogle gode og andre rigtig ilde. Men der dukker også erindringer op, som jeg ellers helt havde glemt. Det er som om, at der skal pirkes til nogle hjernevindinger i hukommelsen, så dukker de frem! Andre minder undergår spændende transformationer, mens de bearbejdes fra tankespind til skrift. Episoder og personer og hele livsafsnit skifter valør og sætter ens tilværelse i nye perspektiver.

Jeg er allerede i gang med næste bind - i sindet.

Første bind af mine erindringer har jeg døbt "Et gammelt røvhuls erindringer". De 132 A4-sider er tæt beskrevne, men der er dog også plads til mange illustrationer. En af grundene til at det er blevet så omfangsrigt er også at beskrivelsen af medlemmerne i min familie fylder ganske meget. Jeg har fået værket trykt i 13 eksemplarer, og den allernærmeste familie er hver blevet prakket et eksemplar på. De øvrige eksemplarer er blevet foræret til de familiemedlemmer og venner, der har bedt om dem - intet presseri! Jeg har stadig nogle liggende. Det gamle røvhuls erindringer skal i øvrigt ikke ud til nogen større kreds.

Min bror Kim har været en rigtig god støtte for min aldrende hukommelse.

Og så videre med bind 2.

Så startede jeg på et projekt, som jeg egentlig har lunet op til igennem mange år. Jeg er begyndt at skrive mine erindringer. Det vil sige jeg er begyndt at samle stumper og bidder af erindringer, fotografier og ting jeg har fået overleveret fra mine forældre. Jeg støtter mig blandt andet til en bog, de udfyldte og som omhandler "Barnets første syv år". I mit tilfælde er der nu notater helt op til min konfirmation.

Så skal der orden på enkeltdelene: Kronologisk og tematisk. Første bind kommer til at omhandle mine allerførste år - fra min fødsel i december 1948 frem til december 1958, da jeg skiftede skole.