Læseprøve - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Læseprøve

Gourmand
 
Her følger et par smagsprøver på den anden kriminalroman om Daniel Dreyer, som slår sig ned i Haubjerg som privatdetektiv.
Det gælder jo om ikke at være plot-spoiler, så her er et kapitel, der ikke direkte har med bogens store mordgåde at gøre:
"Gourmand" udkom i efteråret 2018.
God fornøjelse.

 
 
JAN

På sin vej hjem fra Cat Models havde Daniel et par ærinder inde i Haubjerg, og da han passerede det lille anlæg ved siden af supermarkedets parkeringsplads, blev han pludselig råbt an:
“Hør, det er sgu´da Daniel, ikke? Daniel Dreyer!”
På en kommunal bænk op ad en vedbendbevokset mur sad en lyshåret mand med en dåseøl i hånden og med en indkøbspose og en hund af ubestemmelig oprindelse ved sine fødder. Hans stemme var rusten og bar præg af, at det ikke var dagens første øl, han var i gang med. Daniel kunne ikke umiddelbart genkende manden, der - trods sit slidte udseende - kunne se ud til at være på hans egen alder.
“Daniel Dreyer, for fanden, kan du ikke huske mig?”
Daniel genkendte stemmen, men havde svært ved at placere den.
“Østergade Skole da, for fanden!”
Det udløste en delvis erindring hos Daniel. Hans gamle sidekammerat i de første skoleår. Men hvad var det nu han hed?
Manden stillede øldåsen fra sig, rejste sig med lidt besvær og rakte højre hånd frem mod Daniel. Malplaceret formelt:
“Er du blevet for fin til at hilse, Daniel? Din gode, gamle Jan, for helvede!”
Endelig: Jan Nielsen, han havde gået i klasse med, og som han havde fulgtes med i skole. Jans forældre havde boet i Daniels barndoms naboopgang, men de de to drenge havde ikke haft noget videre med hinanden at gøre i fritiden.
Daniel prøvede at ikke lade sig mærke med sin dårlige hukommelse eller kammeratens sølle tilstand, trådte helt hen til ham og så ham direkte i øjnene:
“Av, hvor er det længe siden, Jan. Giv dog en krammer.”
Den offentlige intimitet kom tydeligvis helt bag på Jan, og Daniel prøvede at abstrahere fra fornemmelsen af de forbipasserendes nysgerrige blikke og Jans øllede ånde.
“Hvad fanden går du dog og laver,” sagde Jan, da de igen kunne se hinanden an. “Du ser sgu godt ud, mand.”
Hvad skulle Daniel svare. Han kunne ikke få sig selv til at lyve om den gamle skolekammerats udseende.
“Tak, skal du have, Jan. Jeg klarer vel dagen og vejen. Hvad med dig, gamle?” Sikke dog et spørgsmål! Daniel ønskede allerede, at han kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. ”
Jan slog ud med hånden mod bænken og hunden, der havde stået og iagttaget dem.
“Ja, det ser du vel. Det er sgu´ ikke gået for godt.” Han klarede op i et smil: “Sæt dig ned og lad os få en sludder, Daniel. Jeg giver en lille en til halsen.” Han bukkede sig for at finde endnu en lunken discountpilsner i sin plastpose på jorden, men var nær væltet omkuld, hvis ikke Daniel havde grebet fat i ham.
“Nu må du passe på, gamle jas.” Hvor kom det udtryk dog pludselig fra?
Da Daniel havde åbnet dåsen, som Jan havde nødet ham, skålede de, mens Daniel var sig pinligt bevidst, at folk kiggede langt efter det umage par på bænken.
“Hils på Humle.” sagde Jan med et skævt smil og pegede på den brogede hund, der lydigt havde lagt sig mellem dem.
“Humle?”
“Når jeg nu holder så meget af humle, ikke?”
“Hvor bor du, Jan?”
I den næste halve time fortalte Jan om sit liv, siden han var gået ud af skolen. En læreplads som tjenerelev på en af omegnens bedre landevejskroer, udmærkelse i fagklassen, flot svendeprøve, ansættelse på en klassisk københavnsk restaurant i den dyre ende. En meget tilfreds chef, som valgte at financiere Jans videreuddannelse, da stedets sommellier gik på pension.
“Hvad giver du, Daniel? Mig som vintjener! Skål!”
De drak ud, og Jan afsluttede med et højlydt ræb.
“Jeg blev nu ret dygtig. Mit problem var bare, at jeg var mere til procenter end til terroir, farve, bouquet og eftersmag. Jeg glemte sgu´ at spytte ud, Daniel!”
“Må jeg give den næste?”

Da Daniel vendte tilbage, var det med en guldøl og en alkoholfri.
“Jeg skal jo køre hjem.”
“Ja, det slipper jeg jo for.” Jan knappede sin stærke øl op.
“Jeg er holdt op med vin og spiritus. Lægen siger at de stærke sager vil slå mig ihjel.”
Og så fortalte Jan videre om sin tilværelse. Om det lille, lejede kælderværelse, om problemerne med at skaffe penge nok, om afvænningsforsøg nummer et, to, tre og fire, om familien, som han ikke så til mere, om Humle, som var vistnok var en krydsning mellem en labrador og en dansk-svensk gårdhund.
“Lige som grisehandleren, du ved. Han er sgu min sidste, eneste rigtige ven, altså Humle. Nu i sidste måned var det Børge, vi begravede. Og jeg ved heller ikke, hvor længe jeg selv klarer det. Du så nok mine ben lige før. Nervebetændelse. Man mister sgu´ lysten til livet. Vi plejede ellers at give den en skalle her på bænken, men det var vist noget med leveren, du ved. De forsvinder sgu´ allesammen. Vi er kun tre tilbage her som “Ridderne af den gyldne Bænk”.
Men nu har vi bare talt om mig, Daniel. Fortæl om hvordan du lever.”
Da Daniel - uden at gå i detaljer - havde berettet om sin fortid som frømand, sin pensionering og sin flytning tilbage til sin barndomsby, rystede Jan på hovedet og sagde lige ud i luften:
“Det er derfor, jeg ikke tror en skid på ham Gud! Hvorfor fanden skal det være så uretfærdigt? Jeg ved godt, at det på en måde er min egen skyld, at jeg er endt her på bænken, men hvis skyld er det, at jeg altid har haft den forbandede trang til sprit? Du forstår at nyde smagen, Daniel og stoppe, når der er andet, der skal passes, men jeg har bare aldrig kunnet kontrollere det. Altid bare en enkelt mere! Og hvorfor fanden var der ikke nogen, der i sin tid sagde til mig, at tjener skulle jeg i et hvert fald ikke være?”
Daniel vidste ikke, hvad han skulle svare, så han bukkede sig ned og aede hunden over hovedet. Jan fortsatte:
“Ja, uden ham vidste jeg ikke, om jeg gad leve mere. Har du også hund, Daniel?”
“Jeg har tænkt på det, men hvor finder jeg sådan en som ham her?”
“Nej, det må du sgu´ nok sige.”
“Jeg må videre, Jan, men det har været rigtig godt at møde dig igen. Jeg håber, at vi ses en anden gang.”
“I lige måde. Du kan nok bare finde mig her. Hej, Daniel.”
“Hej, Jan.”
Det var først efter Daniel var drejet om det næste hjørne, at Jan fik øje på den sammenfoldede hundredekronerseddel, som sad stukket ind under dåseringen på den næste øl på bænken.

Da Daniel startede bilen startede musikanlægget automatisk. Jethro Tull fra deres mest dobbelttydige side:

“Do you wonder if I really care for you
Am I just the company you keep
Which one of us exercises on the old threadmill
Who hides his head, pretending to sleep?

Smile your little smile, take som tea with me awhile.
And every day we´ll turn another page.
Behind our glass we´ ll sit and look
At our ever-open book
One brown mouse sitting in a cage.”

 
 

Næste læseprøve har heller ikke relevans i forhold til seriemordene i Haubjerg, men kommer dog til at berøre Daniel Dreyer.
God læselyst.


 
 
"ET TILFÆLDIGT SAMMENTRÆF?

Lonnie og Lærke blev begge født 29. juli 1992.
Resten af deres liv fulgte de vidt forskellige veje.
Præcis 25 år senere døde de samme dag med få timers mellemrum.

Lonnie Svendsen var hendes mors fjerde barn. Den onsdag, hun kom til verden, var en solbeskinnet og varm sommerdag, og ved middagstid begyndte veerne. Nabokonen blev i en fart sat til at passe de tre store, som dog ikke var mere end to, tre og fem år, mens der blev ringet efter ambulancen. Falckredderne hjalp den fødende kvinde ned ad boligblokkens terrazzotrappe, men de nåede ikke længere end til reposen mellem første og anden sal, inden Lonnie så dagens lys med et vræl, der kaldte alle opgangens beboere frem i dørene.
Den nyfødte pige viste sig at veje ikke mindre end 4.250 gram.
I de følgende år udfoldede den kommunale sundhedsplejerske store anstrengelser for at korrigere Lonnies vægt, som lå op til tyve procent over den anbefalede. I sine alleryngste år var Lonnie en glad pige, men efterhånden var det som om, hun blev mere indadvendt. Hun havde svært ved at holde kontakt til andre børn, og hun legede helst for sig selv. Hun blev ofte kaldt “tykke” eller “fede”. Hjemme sagde hun, at de andre var dumme, og hendes mor svarede bare, at det skulle hun ikke tage sig af, og hvis de blev for strenge, skulle hun bare give dem nogle på hovedet.
Lonnie viste sig lige som sine brødre og søstre at få stridt, kommunefarvet hår og opstoppernæse. Udseendet havde hun arvet fra sin mor, og det blev aldrig opklaret, hvem der var hendes far.
I de følgende år kom der yderligere et par søskende til, og pladsen blev trang i den toværelses lejlighed på tredje sal i det sociale boligbyggeri Liljeparken i provinsbyen Haubjerg.
Allerede før puberteten blev Lonnie uformeligt tyk, og på dagen for hendes tolvårs fødselsdag fik hun sin første menstruation. Ingen havde forberedt hende på, at den ville komme en dag, men netop denne dag havde hun sine nye, kridthvide cowboybukser på i skole. Der blev fnist en del i klassen, da hun med sin blodrøde gennemblødning måtte gå hjem efter spisefrikvarteret.
Hendes mor var kun sporadisk til stede i hjemmet. Hun havde sit stambord i bebyggelsens bodega Liljekonvallen, hvor hun røg og drak det meste af kontanthjælpen bort. Det blev ofte meget sent, inden hun vendte hjem til lejligheden, hvor børnene var holdt op med at vente hende.
Et par gange gjorde kommunen forberedelser til at fjerne børnene fra hende, men socialudvalgets formand turde ikke gennemføre fjernelsen, da morens psykiater påpegede, at de i så fald ville være ansvarlige for moderens selvmord, som hun truede med ved enhver lejlighed, hvor hun mente, at det kunne tjene hende.
I den lokale folkeskole kom det ikke til at gå meget bedre med kammeraterne, selv om lærerne prøvede at styre elevernes indbyrdes kontakt og sprog. Det viste sig hurtigt, at Lonnie var, hvad hendes klasselærer kaldte “en langsom lærer” og “noget ordblind”.
De fleste fag faldt hende svært. Det blev heller ikke bedre af, at hun til stadighed tog på. Når hun ikke var under opsyn hjemme, gik hun på rov i køleskabet og morens gemmer med slik og chokoladekiks. Skolelægen kaldte på klasselærerens opfordring moren til alvorlige samtaler om datterens stigende overvægt, som ikke blot var frygtelig usund, men som også i stadig højere grad blev socialt handicappende. Skolens idrætstimer var et sandt helvede for Lonnie, men også frikvarterene var en daglig prøvelse: hun kunne ikke sjippe, ikke hoppe i hinkerude og langt mindre deltage i fangelege.
Lonnies bedste timer på dagen var om eftermiddagen, når hun kom hjem fra skole, og hun kunne hygge sig foran fjernsynet med lidt mundgodt - og lidt mere mundgodt. Det hjalp ligesom noget på humøret.
Ved familiens måltider tog Lonnie også godt for sig, og hendes mor nænnede eller orkede ikke at sige til hende, at hun skulle spise noget mindre, “for det var vel ikke meningen, at pigen skulle gå sulten i seng?”
På den mest ydmygende måde viste det sig at være ganske svært at finde en yndig, hvid konfirmationskjole i hendes størrelse.
På lang afstand og i største hemmelighed beundrede Lonnie den søde Niels fra klassen over, men hun var aldrig i nærheden af at komme i kontakt med hverken ham eller andre attraktive drenge.
Som om hendes uformeligt store krop ikke var handicap nok i sig selv, havde skæbnen også givet Lonnie et bumset teenageansigt og et nedsat syn, der fordrede briller med glas så tykke som hinkestene.
Efter skolen var der ingen der havde lavet planer for Lonnies fremtid. Hendes klasselærer foreslog, at hun kunne blive pædagog. Det var en uddannelse, der åbnede mange muligheder, sagde hun.
Først måtte hun hellere afprøve arbejdet, så i et år blev hun medhjælper i en lokal daginstitution. Året efter blev Lonnie lukket ind på pædagogseminariet på kvote 2.

Lærke Gregersens forældre boede også i Haubjerg, om end i byens modsatte og langt dyrere ende. Hendes far var arkitekt og havde sin tegnestue i kælderen i familiens funkisvilla, mens Lærkes mor havde sin tandlægeklinik med tre ansatte inde på Haubjergs hovedgade. Lærke var forældrenes første og eneste barn.
Overlægen på sygehusets fødselsafdeling var blandt familiens gode, private venner, så der blev sørget for, at Lærkes mor blev indlagt på enestue søndag aften, så hun var klar til det planlagte kejsersnit næste morgen. Operationen forløb som planlagt, og klokken elleve blev arkitekten kaldt ind til mor og datter. Han medbragte en stor buket langstilkede, røde roser og et tungt guldarmbånd til sin kone, og sammen beundrede de den sovende pige, som allerede var et overordentligt smukt barn.
Det fortsatte hun med være, som hun voksede til. Alle beundrede den smukke, lille pige: hendes lange, glatte, lyse hår, grænsende til det hvide. Hendes harmonisk symmetriske ansigt var præget af hendes mandelformede, isblå øjne, de høje kindben og mundens smukt svungne amorbue.
Forældrene havde mange overvejelser, om datteren skulle i børnehave, men til sidst besluttede de at ansætte en ung pige i huset, som ikke bare kunne tage sig af datteren, men også stryge tøj og tørre støv af.
I Haubjerg Borger- og Realskole klarede Lærke sig gennemsnitligt uden nogen prangende resultater.
Inderst inde havde begge hendes forældre ubevidst forestillet sig, at deres eneste barn skulle følge i deres egne akademiske fodspor. Ved hendes konfirmation udtrykte hendes far i sin tale til datteren en vis skuffelse over det åbenlyse behov for nedjustering af deres forventninger.
I Lærkes sidste skoleår ansatte hendes forældre en lærerstuderende, som tre eftermiddage om ugen hjalp hende med lektierne, dog uden større succes.
Med alderen voksede hun sig stadig kønnere, og hun blev tydeligvis beundret af både jævnaldrende drenge og langt ældre mænd, deriblandt et par yngre lærere. Hun udviklede ekstraordinært lange ben, smalle hofter, små, spidse, højtsiddende bryster og et ansigt, som var let at beundre og hurtigt at glemme. Hun havde sin seksuelle debut med en fire år ældre og kraftigt beruset fyr i et buskads bag sportshallen til en byfest.
Mens det meste af hendes klasse fortsatte fra niende direkte til gymnasiet, havde Lærke lagt helt andre planer, som hendes forældre intet kendte til. Dagen efter skoleafslutningen købte hun en enkeltbillet til toget, og en time efter stod hun alene i verden på Københavns Hovedbanegård.

Senere var der folk, der prøvede at finde ud af, om Lonnie og Lærke havde mødt hinanden i deres år i Haubjerg, men det lykkedes aldrig hverken at be- eller afkræfte det. Og dog skulle deres skæbner optage en del mennesker i Haubjerg i en tid.
De to nøjagtig lige gamle 25-årige kvinder blev fundet døde hvert sit sted i kommunen den samme dag. Kunne det virkelig bare være et sammentræf?"
 
 
Denne side er senest redigeret 3. august 2018
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu