På norsk - MED EGNE ORD

Den mørke skikkelse lukker forsigtigt og ganske stille døren bag sig. På den udendørs repos står den helt stille et øjeblik. Lytter i natten. Men alt er stille i den sovende by. Dagen før var varm som en rigtig sommerdag. Luften er stadig lun, selv om det er langt efter midnat.

Inde i den lille gård mellem de fireetagers huse rører der sig ikke en vind. Og øverst er der en lille firkant med udsigt til den lyse nattehimmel, hvor man knapt kan skelne en stjerne. I et hjørne af dette felt anes det øverste af Rundetårn. Vi befinder os i gården bag en ejendom på Købmagergade nummer 60, og det er blevet lørdag den 20. maj 1876.

Den krumbøjede skikkelse bevæger sig langsomt og usikkert ned ad svalegangens trappe. Den er iklædt en alt for stor, mørk kavaj med opslået krave. Hovedet er dækket af en sort hue, som er trukket langt ned i panden. I det blege lys anes et par hvide bakkenbarter og et hurtigt glimt fra et brilleglas. Uden på skikkelsens sko er der trukket et par sokker, der dæmper dens fodtrin. Ét forsigtigt trin ad gangen. Næsten uden en lyd, men dog en lille, stille knagen fra enkelte trappetrin. Det er tydeligt, at skikkelsen tilhører en gammel, hvidhåret og rundrygget mand.

I samme nu, han når gårdspladsen, lyder timeslaget fra Frue Kirke. Klokken er et, og da lyden er døet hen, ligger byen igen stille hen.

Den formummede skikkelse bevæger sig hen over den lille gårdsplads. Under kavajen knuger han en pakke ind til kroppen. Da han har passeret retiraderne, løfter hans magre hånd slåen til staldporten. En sødlig lugt af hestemøg slår ud i den klare luft og blander sig med de menneskelige uddunstninger fra lokummerne. Skikkelsen lukker porten stille efter sig og står et øjeblik helt stille og lytter. Fra kuskens kammer længst til venstre i stalden høres højlydt snorken og en hundehvalps sagte piben. Skikkelsen famler en æske svovlstikker frem og tænder en lysestump i en kørelygte, der hænger i en kæde ned fra loftet. Hesten vågner og rører på sig, og imens bliver skikkelsen stående ganske stille. Efter en tid går han atter; langsomt som om han for hvert skridt søger et sikkert fodfæste, hen til staldens bagvæg, hvor han med et suk synker ned i knæ. Han forbliver i den stilling et øjeblik. Så åbner han en snavset og rusten metallåge på størrelse med et par folieark. Lågen skydes til siden. Den skjuler et lille rum, som man knapt aner størrelsen af. Fra kavajen trækker skikkelsen en voksdugspose, der er snøret sammen med en kraftig læderstrik. Forsigtigt bliver denne pakke lagt ind i det lille rum, inden metalpladen atter skydes på plads.

Skikkelsen rejser sig igen, lydeligt stønnende. Atter på benene udstøder han et lille host, som får hestene til at vende deres ører. Hundehvalpen kradser på døren. Med en del besvær får manden bakset nogle trækasser hen foran pladen. Efter en stund stolprer skikkelse tilbage samme vej, som han kom, puster lyset ud og forlader igen stalden. I gården høres ikke en lyd fra den sovende by.

Den mørke skikkelsen lukker forsiktig og ganske stille døren bak seg. På utetrappen står den helt stille et øyeblikk. Lytter i natten. Men alt er stille i den sovende byen. Dagen før var varm som en ordentlig sommerdag. Luften er fremdeles mild, selv om det er langt etter midnatt.

Inne i det lille gårdsrommet mellom de fireetasjes husene er det ikke et vindpust. Og øverst er det en liten firkant hvor den lyse nattehimmelen er synlig, der man knapt kan skjelne en stjerne. I et hjørne av dette feltet kan man ane det øverste av Rundetårn. Vi befinner oss i bakgården til en eiendom i Købmagergade nummer 60, og det er blitt lørdag 20. mai 1876.

Den krumbøyde skikkelsen beveger seg langsomt og usikkert ned gjennom trappen i svalgangen. Den har på seg en altfor stor, mørk frakk med oppslått krage. Hodet er dekket av en svart lue som er trukket langt ned i pannen. I det bleke lyset anes hvite bakkenbarter og et hurtig glimt fra et brilleglass. Utenpå skikkelsens sko er det trukket et par sokker, som demper fottrinnene. Ett forsiktig trinn om gangen. Nesten uten en lyd, men dog et lite, stille knirk fra enkelte trappetrinn. Det er tydelig at skikkelsen tilhører en gammel, hvithåret og rundrygget mann.

I det øyeblikk han når gårdsplassen, lyder timeslaget fra Frue Kirke. Klokken er ett, og da lyden har svunnet hen, ligger byen igjen stille.

Den forkledde skikkelsen beveger seg over den lille gårdsplassen. Under frakken knuger han en pakke inntil kroppen. Da han har passert avtredene, løfter hans magre hånd slåen til stallporten. En søtlig lukt av hestelort slår ut i den klare luften og blander seg med de menneskelige dunstene fra avtredene. Skikkelsen lukker porten stille etter seg og står et øyeblikk helt stille og lytter. Fra kuskens kammer lengst til venstre i stallen høres høylytt snorking og myk piping fra en hundevalp. Skikkelsen famler frem en eske svovelstikker og tenner en lysestump i en kjørelykt som henger i en kjede ned fra taket. Hesten våkner og rører på seg, og da blir skikkelsen stående helt stille. Etter en tid går han igjen; langsomt, som om han for hvert skritt søker sikkert fotfeste, bort til stallens bakvegg, der han med et sukk synker ned på kne. Han blir i den stillingen et øyeblikk. Så åpner han en skitten og rusten metalluke på størrelse med et par brevark. Luken skyves til side. Den skjuler et lite rom, som man knapt aner størrelsen på. Fra frakken trekker skikkelsen ut en voksdukspose som er sammensnørt med en kraftig lærrem. Forsiktig blir denne pakken lagt inn i det lille rommet, før metalluken skyves tilbake på plass.

Skikkelsen reiser seg igjen med lydelige stønn. På bena igjen utstøter han et lite host, som får hestene til å snu på ørene. Hundevalpen krafser på døren. Med et visst besvær får mannen stablet opp noen trekasser foran luken. Etter en stund stolprer skikkelsen tilbake samme vei som han kom, blåser ut lyset og forlater stallen igjen. I gården høres ikke en lyd fra den sovende byen.